Weihe kunstbog

10 11 år vil jeg beskrive som min rekruttid, hvor jeg som 25-årig godt vidste at mine “befalingsmænd” var dem der havde “the saying” her. Min værkfører havde da også haft sine be- tænkeligheder ved at få “sådan en halvstuderet røver” ind i folden. “Nu skal du vel ikke ud at være kunstner efter endt læretid, vel?”, mistænkte han mig for, og det skulle jeg jo så. Jeg nød al den visdom omkring mig, og sugede til mig af alle de guld- og sølvkorn som dryssede ned i min tur- ban. Sølvsmedehåndværket er krævende. Principielt skal du forestille dig, at du bygger skulpturer op i sølvplade, i frihånd, henover træklodser og forskellige faconer af jern spændt op i skruestikken. Det kræver tusindvis af timers øvelse. Så det gjorde jeg. Øvede mig. Og det gør jeg stadig. Min oplevelse var, at famle lidt i blinde i det første læreår eller to. Hjernen forstår hvad hænderne skal udføre, men håndelaget skal opøves. Samtidig var jeg godt klar over, også fra kobberprojekter udført inden læretiden, hjulpet af min far, der er kobbersmed, at det kan lade sig gøre. Jeg så hele tiden lyset for enden af tunnellen. Jeg holdt fast og kæmpede, og det især med min tålmodighed. En anden god reference var mit bachelorprojekt fra RUC, om pesticidan- vendelse i gartnerierhvervet, hvor vi skrev et helt år med en 200 siders rapport som udkomme. Så at skulle bruge 3-400 timer på en saucekande måtte også kunne lade sig gøre. Og det absolut skønne ved min læretid var, at der al- drig, som i aldrig nogensinde, blev skyndet på os lærlinge. Ting tog den tid det nu tog. Og at tænke sig; således lykke- des det da også en af mine lærlingekolleger i sit dagdrøm- meri, at slide hul i et vindue! For mit eget vedkommende var det nok mere mundtøjet og kaffekoppen der blev slidt. Disciplin eller ej, er jeg meget taknemmelig for dette fak- tum, for på den måde giver det rum til at lykkes med det ypperligste kunsthåndværk. stændigt og vi satte selv dagsordenen. I det hele taget er den meget frie, nysgerrige og tværtænkende ånd jeg oplevede på RUC, noget jeg fortsat bærer med mig og er taknemmelig over at have fået med mig. Anyway, chokket var stort, at starte på denne kunst- industrielle fabrikation, som Georg Jensen var og er, og hvor du som nybegynder må finde dit ydmyge væsen frem, og acceptere at skulle spørge om den mindste ting. Det voldte lidt besvær for mig, men samtidig vid- ste jeg at det var den rette indstilling. Min egen stolt- hed blev parkeret for en stund. De meget vide rammer, der kendetegnede min RUC-tid, blev afløst af helt kon- krete og meget snævrere rammer. Det var lige præcis det, jeg på dette tidspunkt havde brug for. De første par Jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre lærested. Så jo, jeg lærte at gøre mig umage og Svend Aages kommentar, var jo blot et kærligt og opmærksomt signal om, at der blev krævet noget af mig og de andre lærlinge. Vi blev eli- tært trænet til at yde vores bedste, og en bronzemedalje for “særdeles godt udført arebjde”, var hvad der minimum forventedes. En sådan fik jeg således også, da jeg udklæk- kedes som korpussølvsmed i juli 2000. At tilegne sig dette håndværk og mestre krævende håndværksmæssige opga- ver udi ædle metaller er simpelthen en ubeskrivelig fryd. Det pædagogiske niveau på Georg Jensen, var noget an- derledes end det, jeg igennem mine fire studieår på RUC havde vænnet mig til. Der var jeg vant til at vi selv var med til at tilrettelægge studieordningen. Det var meget selv- Svend Aage var en af ældstesvendene på Georg Jensens Sølvsmedie, vores tillidsmand og en pissedygtig sølvsmed. Svend Aage var verdensmester til det han lavede. Min læremester Morten Lindegaard 1997. ”Principielt skal du forestille dig, at du bygger skulpturer op i sølvplade, i frihånd, henover træk- lodser og forskellige faconer af jern spændt op i skruestikken. Det kræver tusindvis af timers øvelse.” - så det gjorde jeg. Øvede mig. Og det gør jeg stadig.